Dårlig ånde

I mange tilfælde stammer den dårlige ånde fra mundhulen eller tænderne. Derfor kan tandlægen hjælpe med at finde årsagen til den dårlige ånde og løse problemet. Kronisk dårlig ånde kan have forskellige årsager. Den dårlige ånde kan skyldes en svampe- eller bakterieinfektion i mundhulen, som skal behandles. Dårlig ånde kan også skyldes en belagt tunge, og så kan det hjælpe at børste tungen med tandbørsten. Den ubehagelige lugt kan også stamme fra huller eller lommer, hvor madrester sætter sig. Så forsvinder lugten, når man fjerner årsagen til den med tandbørste eller tandstikker. Årsagen til dårlig ånde kan også være ubehandlet eller utilstrækkeligt behandlet parodontose.

Hvis den dårlige ånde ikke stammer fra munden, kan den stamme fra svælget, bihulerne, mandlerne, tungeroden eller maven. Hvis den dårlige ånde såledees ligger udenfor tandlægens “arbejdsfelt” vil tandlægen bede dig om at tale med din læge.

N.B. Mundskyllevæsker, der indeholder klorhexidin, bør ikke benyttes forebyggende mod dårlig ånde, men kun som et led i en behandling i samråd med din tandlæge eller tandplejer.