Klinikkernes historie

Fra 1982 og til 2003 prøvede tandlæge Anne-Marie Frøhlich lidt af hvert indenfor tandpleje: børn, unge, voksne, ældre, psykisk syge, fængselsindsatte, grønlændere, traumepatienter og meget andet i privat, kommunalt, amtsligt og statsligt regi. Alle behandlingssystemer der forstod at interessere sig for sine patienter og deres tandsundhed; men selvfølgelig også alle systemer med svagheder og mangler.

Klinikken i Albertslund set fra gågaden.I 2004 havde hun fået nok af fremmede hensyn og hendes lyst til at gøre alt ting rigtigt blev så stærk at hun måtte reagere på det, så hun købte ældre tandklinik i Albertslund, der skulle skabe rammen om projektet.

Det var med vilje valgt at klinikken skulle høre hjemme på Københavns vestegn. Hendes forventning var at patienterne her ville forstå at sætte pris på en behandlingsstrategi med “Respekt for tænder” – om ikke for andet så for, at det er den billigste behandlingstrategi.

Og borgerne i Albertslund, Vallensbæk og omegn forstod at tage imod og sætte pris på behandlingsstrategien, så der i 2010 var flere end dobbelt så mange patienter tilknyttet klinikken som i 2005.

Der var andre end de lokale borgere der havde fået øjnene op for kvaliteterne ved klinikken i Albertslund, så i 2011 aftalte Anne-Marie Frøhlich og tandlæge Birgitte K. Schmidt at Anne-Marie skulle lægge navn og strategi til hendes nye klinik i Taastrup, og Frøhlich – Taastrup så dagens lys.

Ved indgangen til 2012 består tandlægesamarbejdet Frøhlich således af 2 klinikker i henholdsvis Albertslund og Taastrup.