Kost og tænder

Sunde og stærke tænder får man ved at holde dem fri for bakteriebelægninger, så man undgår caries (huller i tænderne), tandkødsbetændelse og paradentose (de løse tænders sygdom). Bakteriebelægninger dannes på tændernes overflade. En del bakterier bliver slidt af, når man spiser grønt og groft og bruger sine tænder. Men i mellemrummene og ved tandkødsranden kan bakteriebelægningerne vokse sig tykke og kraftige, hvis man ikke er omhyggelig med tandbørste og tandtråd. Der kan ikke gå hul i en helt ren tand, men spiser man ofte sukker og søde sager, er det svært at undgå.

Når bakteriebelægningerne har fået sukker fra fx søde mellemmåltider eller sodavand, danner bakterierne syre og andre affaldsstoffer, som kan give huller og paradentose. Har man først fået ondt i tænderne, ømt tandkød eller andre problemer i munden, kan det blive svært at spise den grove kost. Ømme gummer fra proteser, der ikke er tilpasset kan også være grunden til, at man undgår sund og grov kost. Spiser man groft og grønt, er man mæt i længere tid, og så har man ikke lyst til de mange små, søde mellemmåltider, som kan skade tænderne, og som tager appetitten fra hovedmåltiderne